Privatansat hjælper til 17-årig pige med svært fysisk handicap ca. 10 timer om ugen
Privatansat hjælper til 17-årig pige med svært fysisk handicap ca. 10 timer om ugen
Vi søger en fysisk og mentalt robust og fokuseret hjælper til vores datter med svært fysisk handicap (Cerebral Parese), da vores dygtige hjælper gennem tre år nu er færdiguddannet.
Der er tale om en deltidsstilling på gennemsnitligt ca. 10 timer om ugen med arbejdstid eftermiddage/aftener samt weekend/ferieperioder. Vagtplanen drøfter vi i fællesskab.
Søg stillingen, hvis - og kun hvis - du prioriterer fortrinsvist at arbejde eftermiddage/aftener og i weekender samt ferieperioder og selvfølgelig brænder for at hjælpe og være med til at åbne verdenen for en svært fysisk handicappet men kognitivt velfungerende pige, som pt.går på en STU-uddannelse.
Arbejdet vil i vid udstrækning finde sted i vores hjem tæt på Aalborg Centrum. Du vil som hjælper komme meget tæt på vores familie, som består af to voksne og tre børn (19, 17 og 12 år) – og en kat. Arbejdsopgaverne er forskelligartede, men omdrejningspunktet er at hjælpe vores datter med ALT, dvs.hjælp til aktiviteter, sociale medier, lektier, træning, venner, spisning, kommunikation, bad og toiletbesøg og skift mellem flere forskellige hjælpemidler.
Du får således en helt central rolle i hendes liv og selvfølgelig resten af familiens hverdag og aktiviteter.
Det er nødvendigt, at du er i fysisk god form og psykisk robust. Vi forventer, du er struktureret og omhyggelig og altid tilbyder at hjælpe til, hvor det er nødvendigt.
Vores datter har ikke noget talesprog og ej heller nogen selvstændig hånd- og gangfunktion.
Det er ikke noget krav, at du har relevant erfaring fra lignende job. Det vigtigste er, at du er er motiveret og lader dette skinne igennem i din ansøgning. Samtidig er du afklaret med, at der er tale om en deltidsstilling med primær arbejdstid eftermiddage/aftener, weekender og ferier samt til tider fysisk krævende arbejde, og at arbejdet primært udføres i et privat hjem.
Kørekort til bil er et krav og du skal være ikke-ryger.
Begge køn opfordres til at søge stillingen. Aflønning sker med udgangspunkt i KL’s lønskala (Grundlønstrin 11). Hertil kommer arbejdstidsbestemte tillæg.
Tiltrædelse snarest muligt.
Vi skal have modtaget din ansøgning senest den 20. marts 2025 på mail: nyhjaelper@gmail.com
Ansøgningen skal indeholde:
- Kort og motiveret ansøgning samt CV
- Vellignende foto
Saml gerne ansøgning og bilag i én samlet pdf-fil. Samtaler forventes afholdt i sidste del af juli. Der sendes ikke bekræftelse efter modtagelse af ansøgningen. Hører du ikke yderligere inden 1. april, er stillingen besat til anden side.
Der indhentes straffe- og børneattest inden endelig ansættelse.
Eventuelle spørgsmål besvares via ovenstående mail. Der kan anmodes om en telefonsamtale forud for aflevering af ansøgning ved at sende telefonnummer til ovenstående mail.
Vi ser meget frem til at modtage din ansøgning!