Administrativ medarbejder - København
Vil du være med til at sikre en femstjernet hverdag i fagforbundet for Danmarks bedste skuespillere, musicalperformere, operasangere, dansere og koreografer, og brænder du for at hjælpe andre og være med til at gøre en forskel? Så skal du søge jobbet som administrativ medarbejder i Dansk Skuespillerforbund.
Hos Dansk Skuespillerforbund søger vi en energisk, initiativrig og ansvarsbevidst administrativ medarbejder, som har lyst til at være i daglig kontakt med vores medlemmer og vil fungere som en af nøglepersonerne i vores sekretariat. Du og dine teamkolleger er vores velkomstkomité – de første ansigter, som medlemmerne møder, når de har brug for hjælp fra os.Derfor er det afgørende, at du er serviceminded og imødekommende.
Dine opgaver bliver bl.a. at:
- Planlægge og afholde møder – du tager ansvar for både indkaldelse, referat og forplejning undervejs
- Besvare henvendelser fra medlemmerne på telefon og mail
- Bidrage når vi holder større medlemsarrangementer og -events
- Hjælpe med at holde styr på fællesindbakken, så henvendelser ender hos de rette kolleger
Du er:
- Fuld af godt humør og gåpåmod
- Holdspiller, som kan lide at have mange bolde i luften
- Glad for varierende arbejdsdage, der byder på både administrative og praktiske opgaver
- Forandringsparat og holder af at lære nyt
- Meget kvalitetsbevidst og du har et skarpt blik for detaljer
- Fortrolig med it og både taler, forstår og læser dansk og engelsk
Arbejdstiden vil være 35 timer pr. uge, primært i tidsrummet kl. 9-15. Mødetid kan variere fra uge til uge, afhængig af specifikke opgaver, og om vi har arrangementer – men det aftaler vi altid på forhånd.
Skuespillerforbundet – en fagligt stærk og fri arbejdsplads
Som ansat i Dansk Skuespillerforbund bliver du del af en spændende og helt særlig arbejdsplads. De 2.400 kreative medlemmer og vores fagligt stærke sekretariat giver til sammen et pulserende hus med et dynamisk fællesskab – der sker næsten altid noget spændende på en af de tre etager, der også huser medlemmernes øvesale og efteruddannelse.
I sekretariatet arbejder vi professionelt, uformelt og på tværs af de faglige teams, og vi vægter både udvikling, fællesskab og det sociale højt i vores kollegaskab. Vi prioriterer frie rammer med variation i arbejdet og god plads til selv at tilrettelægge opgaverne – naturligvis med respekt for hinanden.
Derudover brænder vi alle sammen for at give vores medlemmer den bedst mulige hjælp i deres arbejdsliv. De er del af et fag, hvor mange skifter arbejdsplads og kolleger fra opgave til opgave, og derfor spiller forbundet en central rolle. Vi er med andre ord meget mere end et kontor – og medlemmerne har stor tillid til, at vi rådgiver og hjælper dem videre.
Forbundet har til huse på Tagensvej 85, 2200 København N med fri parkering, gode cykelforhold og ofentlig transport lige til døren (metrostop Skjolds Plads).
Lyder stillingen som noget for dig?
Vi ønsker en mangfoldig medarbejderstab og opfordrer alle, uanset køn, etnisk oprindelse, religion, alder, kønsdiversitet, seksualitet, politisk tilhørsforhold m.v., til at søge stillingen. Det er ikke vigtigt for os, hvordan du ser ud, eller hvor gammel du er, og derfor frabeder vi os billede og alder på din ansøgning og cv.
Send din ansøgning til os via knappen ”Ansøg”. Ansøgningsfristen er 28. marts 2025. De modtagne ansøgninger behandles løbende, og vi forbeholder os retten til at nedtage opslaget, når den rette person er ansat. Samtaler finder sted i uge 15.
Hvis du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte servicechef Mette Kaiser Schneider på tlf. 33 24 22 00.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.