Personalejura og Forhandling søger personalejurister – skal du med på holdet?
Har du erfaring med personalejura eller lyst til at blive en del af et af Danmarks største og mest specialiserede kontorer indenfor offentlig arbejdsret?
Så kan det være, at du er vores nye kollega.
Vi løser en vigtig opgave på tværs af Københavns Kommunes syv forvaltninger og understøtter lederne i personalesager. Vi lægger vægt på god arbejdsgiveradfærd og saglighed i vores rådgivning til gavn for borgerne i København.
Vi søger to personalejurister, en til en fast stilling og en til et barselsvikariat, til vores to jurateams, som arbejder med individuel ansættelsesret. I kontoret findes også et forhandlerteam, som arbejder med overenskomstfortolkning, løn, arbejdstidsregler m.v.
Om jobbet
Du bliver en del af et kontor med ca. 40 dedikerede medarbejdere, som alle vægter faglighed og sparring højt. Vi har let til smil og har et stærkt kollegialt fællesskab i dagligdagen. Vi søger nye, engagerede kollegaer, som har lyst til at bidrage til vores hverdag – både fagligt og socialt.
Kontoret løser en række opgaver på det personalejuridiske område, såsom:
- Rådgivning og sparring til lederne i personalesager om alt fra sygefravær, barsel og ferie til tjenstlige forløb, afsked og bortvisninger
- Udarbejdelse af partshøringer og afgørelser
- Forhandling og løbende dialog med de faglige organisationer, både lokalt og i KL
- At føre sager ved Ligebehandlingsnævnet
- Rådgivning i sager om omstruktureringer, virksomhedsoverdragelser, MED-behandling, tillidsvalgte, tjenestemænd m.v.
- Undervisning til kommunens ledere i udvalgte personalejuridiske områder
- Notater/indstillinger til det politiske niveau
Derudover er der mulighed for at indgå i udviklingsopgaver med fokus på effektivisering af vores sagsgange, som primært sker ved hjælp af automatisering og moderne IT-løsninger (robotter, AI m.v.).
Du får stor indflydelse på din arbejdsdag, som vil være præget af selvstændighed i tilrettelæggelsen og varetagelsen af dine opgaver. Vi arbejder med frihed under ansvar, har fleksible mødetider, og mulighed for to ugentlige hjemmearbejdsdage.Samtidig bliver du en del af et team, hvor sparring fylder meget, og en fælles indsats sikrer, at vi når i mål med vores kerneopgave.
Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, som cand.jur, cand.merc.jur eller har en anden baggrund kombineret med erfaring som personalekonsulent.
Erfaring med ansættelsesret er en fordel, men du behøver ikke være specialist i alle vores opgaver, og du kan også være nyuddannet med interesse for ansættelses- og arbejdsret. Det vigtigste for os er, at du deler vores interesse i personalejura, og har lyst til at bidrage med rådgivning til lederne af højeste kvalitet, så de kan lykkes med deres kerneopgave.Alt sammen for at sikre, at København er den bedste by at bo og arbejde i.
Vi tilbyder
Vi er en del af Koncernservice, som er centralt placeret i København på Borups Allé 177, lige ved Fuglebakken Station. Det er nemt at komme hertil med offentlig transport eller bil.
Vi har aktivitetsbaseret indretning, kantine, fitnessrum, massageordning, mulighed for at låne el-cykler i arbejdstiden, og flere sociale arrangementer.
AnsættelsesforholdBarselsvikariatet er på 30 timer om ugen.
Den faste stilling er på 37 timer om ugen.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst med mulighed for forhandling af tillæg.
Yderligere oplysninger
Vil du vide mere, så tøv ikke med at kontakte kontorchef Helle Sonne Randrup på 21 18 61 51 eller teamleder Suzana Markovska på 23 74 54 16.
Sammen med din ansøgning beder vi dig sende dit CV, uddannelsesbevis og eventuelt andet relevant materiale
Søg via linket senest onsdag den 6. november 2024Samtaler forventes afholdt i uge 46 og 47.
Koncernservice er en professionel serviceorganisation
I Koncernservice har vi et stærkt fagligt miljø med kompetente og specialiserede medarbejdere inden for finans, løn, indkøb, CSR og forsikring, HR og personalejura. Vi udvikler konstant vores kompetencer og faglighed for at kunne forenkle arbejdsgangene, når vi etablerer nye teknologiske løsninger på tværs af kommunen.Og vi insisterer på, at vores løsninger skaber en reel effekt hos vores brugere på den længere bane. Vi er ca. 700 medarbejdere, der løbende er i dialog med kommunens syv forvaltninger og ca. 45.000 medarbejdere. Vi er med andre ord et administrativt samlingspunkt, der skal sikre en effektiv og intuitiv digital administration for hele Københavns Kommune.
Mød os på www.koncernservice.kk.dk.