Digital nyhedsjournalist (vikariat)
Er du en nyhedsjournalist, der forstår, hvordan nyheder bliver opdaget, delt og læst digitalt?
Har du mod på at formidle relevante og nærværende nyheder til borgerne på Sjælland, Lolland og Falster i højt tempo sammen med ambitiøse og ordentlige kollegaer?
Så er det måske dig, vi søger til et vikariat på TV2 ØST i Vordingborg fra 1. maj til og med november 2025.
Opgaverne
Du bliver en del af det digitale hold, der bemander tv2øst.dk fra kl. 5.30 til kl. 22.00. Vi skiftes til at dække morgenvagter, dagvagter, aftenvagter og weekender, og det kræver, at du trives med fleksibilitet og ansvar.
Vi udgiver både korte nyhedsopdateringer, skæve og sjove historier samt det, der kræver grundigere forarbejde. Vi vægter breaking news højt og er ikke bange for den gule farve.
Du bliver en del af vores nyhedsredaktion, hvor du i det daglige arbejder tæt sammen med andre digitale reportere samt tv-reportere, redaktører, fotografer og grafikere.
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring med nyheder, som du vinkler skarpt og skriver korrekt, hurtigt og letforståeligt
- Tænker digitalt og ved, hvordan man præsenterer en historie, så den fanger og fastholder
- Er idérig og byder ind med dine egne historier
- Kan hoppe på dagens dagsorden på TV2 ØST og skabe digitale produkter, der giver merværdi
- Får energi, når det er din historie, der bliver dagens mest læste
- Tør eksperimentere med et bredt arsenal af digitale værktøjer
- Er nysgerrig på vores region og motiveret for at fortælle historier, der har betydning lokalt
- Værdsætter fakta, etik og public service – og spørger ind, når noget lyder for godt til at være sandt
- Kan arbejde selvstændigt og har et stærkt, indre nyhedskompas
- Nyder at samarbejde med kolleger på tværs af fagligheder i et hus, hvor vi hjælper hinanden og hygger os – for det er vigtigt i en alsidig arbejdsdag
Arbejdspladsen
TV2 ØST er et public service-medie og en af de i alt otte TV 2-regioner. Vi er placeret i Vordingborg på Sydsjælland og dækker en stor del af Sjælland samt Lolland, Falster og Møn.
Vi er cirka 100 medarbejdere, fordelt mellem fastansatte, freelancere, praktikanter og elever. Du får en arbejdsplads, der prioriterer et godt arbejdsmiljø, hvor vi er krævende og ambitiøse, men også ordentlige kollegaer og ledere.
Send din ansøgning og nogle eksempler på digitale nyhedsprodukter, du er stolt af, til job@tv2east.dk. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte digital chef Mathias Svane Kraft på 28 94 10 34.
Samtaler afholdes løbende – vi glæder os til at høre fra dig!