[ref. z6556300] Vil du arbejde med borgerkontakt? Studentermedhjælpere søges til Borgerservice i Valby
Har du lyst til at prøve kræfter med et område, der har stor politisk bevågenhed? Så bliv en af vores studenter i Borgerservice i Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).
Din nye arbejdsplads
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) er en ung arbejdsplads med en seriøs tilgang til vores studentermedhjælpere. Vi beskæftiger os med et interessant arbejdsområde med stor politisk bevågenhed, og du får kendskab til samspillet mellem offentlig administration og den politiske virkelighed.
Borgerservice er brugernes indgang til styrelsen. Kontoret består af tre enheder:
- fysiske Borgercentre, hvor vi ansigt til ansigt behandler EU-borgeres ansøgninger, om opholdsret og optager biometri på udlændingeområdet
- et Callcenter, hvor hovedparten af arbejdstiden er at tale i telefon bl.a. give telefonisk vejledning af styrelsens brugere angående regler for udlændinges ophold i Danmark, guide om indhold på nyidanmark.dk og håndterer e-mails
- et Startcenter, hvor vi håndterer en række andre administrative opgaver, fx oprettelse af sager og håndtering af mails til styrelsen.
Vi har ledige studenterstillinger i Borgercenter Valby og i Startcenteret.
Du kommer til at indgå i et fællesskab med andre studenter og medarbejdere og dit team vil være på ca. 25 personer.
Du får engagerede kolleger med forskellige erfaringer, uddannelser, perspektiver og
opgaver. Vi er uformelle, og viden er noget, vi deler.
I SIRI arbejder vi med vores strategi og kerneopgaver for øje. Vi har et strategihus, som beskriver vores vision og mission samt fundamentet for vores måde at arbejde på. Læs mere om os, vores strategi og vores forskellige kontorer her.
Dine arbejdsopgaver
Din nye hverdag bliver med tæt brugerkontakt; enten ansigt til ansigt i vores Borgercenter Valby eller på skrift i vores Startcenter.
Dine arbejdsopgaver i Borgercenteret vil omfatte at:
- modtage og behandle ansøgninger om opholdsret for EU-borgere
- modtage ansøgninger og optage biometri på udlændingeområdet
- yde vejledning inden for både EU- og udlændingeområdet
Dine arbejdsopgaver i Startcenteret vil omfatte at:
- sende akter til og håndtere henvendelser fra Udlændingenævnet
- udføre administrativt arbejde, herunder oprette sager inden for udlændingeområdet
- håndtere og besvare mails fra brugerne for hele udlændingeområdet
Sammen med kontorets øvrige medarbejdere bliver du styrelsens ansigt udadtil. Du skal derfor motiveres af at yde en god service over for vores brugere.
Om dig
Vi forestiller os, at du læser en relevant samfundsvidenskabelig uddannelse, f.eks. stud.jur. eller anden relevant uddannelse. Du har som minimum bestået 1. år og har mere end ét år tilbage af dit studie.
Du bliver en del af et politisk miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt, og hvor vi forestiller os, at du:
- er kvalitetsbevidst og har en åben samt fleksibel indstilling til dine arbejdsfunktioner
- er serviceminded og udadvendt
- er god til at kommunikere
- har lyst til at prøve kræfter med jura i praksis
Nysgerrig?
Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte enhedschef Naja Fugl Klastrup på telefonnummer 7214 2567 eller på e-mail nbfk@siri.dk
Søg jobbet
Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis mv. senest søndag d. 4. maj 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 19.
Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes som studentermedhjælper efter l OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Du arbejder 15 timer om ugen, og du skal dokumentere, at du er aktiv studerende og indskrevet ved en højere læreanstalt under hele din ansættelse.
Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Styrelsen for International Rekruttering og Integration, Carl Jacobsens Vej 39, 2500 Valby.
Politiets Efterretningstjeneste vil gennemføre et sikkerhedstjek af din person, så vi i Udlændinge- og Integrationsministeriet kan vurdere, om du er egnet til at varetage stillingen. Du skal løbende kunne bestå et sikkerhedstjek under hele din ansættelse.Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.
Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.