Teamleder med personaleansvar til virksomhed i den maritime industri
Vil du have en lederstilling, der er helt afgørende for et team i den maritime branche? Og trives du bedst i en rolle, hvor du både leder og har hænderne i de daglige opgaver på lige fod med dine medarbejdere?
Her hos os får du Svendborgs bedste udsigt fra dit kontor, og et job i en virksomhed med et verdensførende maritimt softwareprogram og avanceret teknologi til marine- og industrisektoren.
Velkommen til Kockumation
Vi er en verdensførende leverandør af maritime applikationer. Vores aktiviteter spænder over 4 hovedområder: Det maritime, Det industrielle, Alarm & Varsling samt Tog. Vores stolthed er blandt andet vores LOADSTAR-computerprogram – en lastecomputer, der bliver anvendt af nogle af de største navne i branchen.
Spil en vigtig rolle for et stærkt team
Som vores nye teamleder får du personaleansvar for 9 medarbejdere med fokus på at planlægge og koordinere de daglige opgaver og sikre deres trivsel. Samtidig er det dig, der står for forskellige HR-relaterede opgaver såsom bl.a. at ansætte nye medarbejdere. En del af din rolle er også – på lige fod med dine medarbejdere – at:
- håndtere kommunikation med rederier, skibsværfter, konsulentfirmaer og klassifikationsselskaber vedrørende produktion og godkendelse af programmer.
- yde støtte og rådgivning til rederier og slutbrugere for at sikre hurtig support og en problemfri drift samt en optimal brugeroplevelse.
- assistere med at konfigurere og implementere software.
Et alsidigt team står klar til at byde dig velkommen
Du kan se frem til at blive en del af et team, der består af 9 medarbejdere. Vores baggrunde er alsidige, men to ting binder os sammen: vores passion for skibe og vores gode humør. Vores team består af medarbejdere med skibsbaggrund og programmører.
Vi tilbyder en attraktiv kantineordning, sundhedsforsikring og pensionsordning.
Der er flere indgange til stillingen
Vi forestiller os, at du har god erfaring fra en lignende rolle med ledelse og daglig drift, måske endda fra den maritime branche eller tilsvarende. Men det er bestemt ikke et krav, da vi er meget åbne for din baggrund.
Som leder er du en god menneskekender, der formår at motivere dine medarbejdere og stå på mål for deres trivsel. Derudover ser vi gerne, at du:
- har prøvet kræfter med HR-relaterede opgaver.
- behersker dansk og engelsk i skrift og tale, da vi er en international virksomhed.
Hop med ombord
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Mathias Jørgensen på telefon 72 45 91 45.
I rekrutteringsprocessen har vi kun brug for dit CV, som du kan sende via nedenstående link, allerede i dag og senest den 4. november 2024. Til gengæld vil vi gerne bede dig om at beskrive i de første linjer af CV’et, hvorfor du er interesseret i jobbet.Da vi er en international virksomhed, bedes du sende det på engelsk.
CV’er, der ikke er sendt via linket, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.