Afdelingsleder til døgnbehandlingsinstitutionen Ungehuset Emdrup - København

apartmentKøbenhavns Kommune placeKøbenhavn calendar_month 

Søg jobbet

Område: Ledelse
Ansøgningsfrist:
  1. 03.2025
Arbejdstid: Fuldtid

Jobtype: Fastansættelse

Søg jobbet

Ungehuset Emdrup søger en engageret afdelingsleder til at støtte og udvikle arbejdet med unge, der har psykosociale og psykiatriske vanskeligheder. Sammen med to dygtige lederkolleger vil du få ansvar for afdelingens trivsel, daglige drift og faglige udvikling – og ikke mindst bidrage til at skabe udvikling og læring for de unge, så de får de bedste muligheder for at leve selvstændige og meningsfulde liv.

Om Ungehuset Emdrup

Ungehuset Emdrup er en døgnbehandlingsinstitution i Center for Børn og Unge (CBU), som er en del af Københavns Kommunes socialforvaltning. Vores målgruppe er unge mellem 13-18 år, som har psykosociale og/eller psykiatriske udfordringer og befinder sig kognitivt indenfor eller tæt på normalområdet.

De unge er gennemsnitligt anbragt hos os i ca. 1½ år. Ungehuset Emdrup er normeret til 12 unge, men har plads til 14, og består af to døgnafdelinger, hvor du vil lede den ene.

Den tværfaglige personalegruppe består af pædagoger, sygeplejerske, socialrådgiver, ergoterapeut, fysioterapeut, psykolog, akademisk uddannet personale foruden egen kok og pedel – i alt 30 medarbejdere fordelt på to afdelinger. Tværsektorielt har vi et vigtigt samarbejde med børne- og ungepsykiatrien herunder det udekørende institutionsteam (DIT), Borgercenter Børn og Unge, hvor vi samarbejder med den enkelte unges sagsbehandler ud fra den unges handleplan og andre aktører, som er en del af den samlet indsats.

Vores grundlæggende behandlingsmæssige tilgang og metode er kognitiv adfærdsterapi og miljøterapi, men vi er også optaget af traume- og mentaliseringsbaseret tilgange, Low Arousal og Safewards. Vi repræsenterer et ungesyn, som inddrager den unge fra starten af.

Det betyder, at vi i en dialog med de unge, og på baggrund af de unges ønsker og behov, sætter enkle, tydelige og handlingsrettede mål for behandlingsarbejdet. Ledelsen og psykologen har sammen det behandlingsmæssige ansvar, som kontinuerligt bliver fulgt op på møder og behandlingskonferencer.

Du kan læse mere om Ungehuset Emdrup her.

Om stillingen

I CBU udmøntes den overordnede strategiske retning i omstillingsplanen 'En plads i fællesskabet', som du i samarbejde med institutionslederen, din afdelingsleder kollega og personalet skal være med til at omsætte til lokale initiativer. CBU har også igangsat flere strategiske retninger blandt andet for nedbringelse af magtanvendelser og at skabe en mere recoveryorienteret kultur.

Desuden arbejder vi målrettet med nedbringelse af sygefravær på tværs af vores institutioner.

Som afdelingsleder, vil dine centrale arbejdsopgaver være
  • personaleledelse, og systematisk implementering af strategi og udviklingsplan i tæt samarbejde med øvrig ledelse og medarbejdere
  • at sikre og udvikle den konstruktive kontakt til samarbejdspartnere
  • sikring og udvikling af arbejdsmiljøet
  • at afholde 1:1-samtaler med medarbejderne og årlige MUS-samtaler
  • at deltage i arbejdet med og omkring de unge, deres forældre og netværk
  • at deltage i mødefora på tværs af CBU
Om dig
Vi har brug for en afdelingsleder, der er stærk i strategisk-, faglig-, personale- samt driftsledelse, og som
  • har kendskab til døgninstitutionsområdet og/eller målgruppen – gerne fra den regionale psykiatri
  • lægger vægt på, at resultater skabes i et samarbejde og ved at motivere, engagere og inddrage medarbejderne
  • har flair for og interesse i administrative opgaver
  • understøtter, at drift og kompetenceudvikling sker i overensstemmelse med de politiske visioner og fastsatte mål for området
  • insisterer på, at ungeindsatsen sker i samarbejde med familie, netværk, skoler, psykiatrien, civilsamfundsaktører og andre relevante samarbejdspartnere
  • er robust og har høj arbejdskapacitet
  • vil indgå i bagvagtfunktion sammen med den øvrige ledelse i CBU
  • udøver tillidsbaseret personaleledelse
  • er en stærk formidler både på skrift og i tale

Vi tilbyder

En unik mulighed for at præge arbejdet på anbringelsesområdet for udsatte børn, unge og deres familier. Som afdelingsleder I Ungehuset Emdrup får du
  • mulighed for indflydelse på udvikling og retning på institutionen
  • en arbejdsplads præget af engagerede og dygtige kolleger, der arbejder målrettet
  • pædagogisk og behandlingsmæssigt med husets børn og unge
  • stor indflydelse på den daglige drift
  • understøttelse fra et velfungerende område, hvor opgaver også løses på tværs af institutionerne og centerstab
  • sparring fra centrets økonomi- og HR-partnere ifm. løsningen af økonomi- og personaleopgaver
  • intern ledelsessupervision
  • årligt ledelsesseminar og mulighed for lederuddannelse

Ungehuset Emdrup er centralt placeret ved Emdrup Torv med gode offentlige transportmuligheder. Adressen er Emdrupvej 138 i København NV.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Stillingen forventes besat per den 1. maj 2025 og er normeret til 37 timer ugentligt. Derudover har du bagvagt aften/nat i en uge ad gangen ca. hver 8. uge. Bagvagten deles mellem lederne på døgninstitutionerne i CBU, hvorfor du også skal tage ledelsesmæssige beslutninger for øvrige institutioner, når du har bagvagt.

Ift. ansættelsesprocessen afholder vi to samtalerunder. Udvælges du til 2. runde, gennemføres en personlighedstest forud for anden samtale. Vi indhenter børne- og straffeattest samt udvidede referencer forud for ansættelsen.

Mere information

Har du spørgsmål vedrørende stillingen eller har du lyst til at kigge forbi, er du meget velkommen til at kontakte institutionsleder René Essom på 51 70 47 21.

Vi ser frem til at høre fra dig!

Søg via linket senest tirsdag den 11. marts 2025

Udvalgte ansøgere blive indkaldt til 1. samtale onsdag den 12. marts og fredag den 14. marts. 2. samtaler bliver afholdt tirsdag den 18. marts.

Om Socialforvaltningen i Københavns Kommune

Socialforvaltningen i Københavns Kommune arbejder for at støtte udsatte borgere og familier samt borgere med handicap i at leve gode og selvstændige liv. Vi tilbyder sociale indsatser på tværs af aldersgrupper og målgrupper – fra børn og unge med behov for støtte til voksne med sociale udfordringer eller handicap.
Vi har klare faglige ambitioner om at hjælpe borgere frem mod øget trivsel og livsmestring. Dette sker gennem forebyggelse, behandling og specialiserede tilbud, der tilpasses den enkeltes behov. Fra den 1. januar 2025 består Socialforvaltningen af seks driftscentre, fire administrative centre og et ledelsessekretariat, der arbejder tæt sammen om at sikre helhedsorienterede løsninger og høj faglighed.

Med en stærk tværfaglig tilgang og fokus på udvikling hjælper vi borgere med at møde hverdagens udfordringer og skabe nye muligheder.

apartmentBrøndby KommuneplaceIshøj, 16 km fra København
Dedikeret afdelingsleder søges til et Ældrecenter i udvikling Kan du gå forrest, sikre høj faglig kvalitet og følgeskab hos et erfarent hold af medarbejdere, så er det dig vi står og mangler! Æblehaven er et ældrecenter med 93 boliger fordelt på 3...
apartmentKøbenhavns KommuneplaceKøbenhavn
Som afdelingsleder for Boligrådgiverne bliver du en del af det nyetablerede område Housing First, Opsøgende og Kriminalpræventive Indsatser (HOKI), og du får du mulighed for at være med til at præge den nye organisation og skabe fælles retning og sammenhængskraft...
apartmentRudersdal KommuneplaceBirkerød, 24 km fra København
er du måske vores nye afdelingsleder! På Plejecenter Byageren ønsker vi en leder, der kan sikre både trivsel og faglig udvikling gennem systematik og helhedsblik på tværs af faggrupper og vagtlag. Vi har brug for din ledelse til at styrke og fastholde...