Ejendomsinspektør - København
Er du på udkig efter at blive ejendomsinspektør?
Du er måske uddannet elektriker, håndværker eller lignende - og du har i hvert fald respekt for og indsigt i de klassiske håndværksfag – og dyder! Egmont Kollegiet er et fantastisk bygningsværk – en djærv bygning, som man ville sige på arkitektskolen.Hypermoderne og samtidig meget klassisk i det gode, gedigne håndværk. Her er solide tegl, finurlige trækonstruktioner og velovervejede materialevalg. Du kan se skønheden i Arkitekt Kaj Gottlobs vision med bygningsværket og motiveres af tanken om at vedligeholde og tage vare på de 500 kollegianeres hjem.
Vi forestiller os at du har erfaring med Ledelse, planlægning og styring.
Derudover kan du bevare overblikket, holde styr på en 3-4 sideløbende projekter og stadig være en nærværende leder for de fastansatte tekniske medarbejdere på Kollegiet og det fastansatte rengøringspersonale.
Sidst men ikke mindst er du velorienteret i relevante regelsæt på bygningsområdet, hvad enten det er brandsikkerhed eller arbejdsmiljø. Og du formår at kommunikere og samarbejde med de offentlige myndigheder på området.
Lidt om din kommende hverdag
Som ejendomsinspektør på Egmont Kollegiet bliver du en ”spillende træner” blandt Kollegiets faste stab af ejendomsfunktionærer. Du vil bl.a. skulle- Sikre god kommunikation i huset og sikre inddragelse af driftspersonalet i det daglige arbejde
- Styre ind- og udflytningssyn, vurdere behovet for træk på depositum, forsikringssager, m.m.
- Løbende opdatere, planlægge og implementere Kollegiets 10-årige vedligeholdelsesplan
- Udvikle og effektivisere driftsrelaterede opgaver
- Bidrage til at sikre høj medarbejder- og beboertilfredshed
- Kompetenceudvikle ejendomsfunktionærerne, så de fungerer som et stærkt, ydende team
- Skabe et stærkt samarbejde på tværs af hele driftsorganisationen, herunder de kollegianere, som er ansat som vægtere på Kollegiet
- Tage aktiv del i driftens dagligdag, herunder at udføre fraflytningssyn samt varetage ad hoc-driftsopgaver
Kontakt og ansøgning
Lyder dette job som noget for dig, så ser vi frem til at modtage din ansøgning, CV og evt. referencer hurtigst muligt.
Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Løn- og pensionsforhold iht. kvalifikationer.
Tiltrædelse d. 1. juni 2025.
Ansøgningsfrist tirsdag den 13. maj 2025.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Jan Jeppesen på mailadressen jan@ehp.dk.
Lidt om os
Egmont Kollegiet ligger på den yderste spids af Københavns Universitets Nørre Campus ved Vibenshus Runddel og er hjem for ca. 500 unge studerende ved de videregående uddannelser i københavnsområdet og kendt sin store diversitet, sine velfungerende fællesfaciliteter, sit fokus på kunst og musik, sit gode interne miljø, sin udadvendte atmosfære, det interne fællesskab imellem kollegianerne, sine mange klubber og interessegrupper samt sine fantastiske fester, kort sagt: huset er ”mere end et sted at bo”
Kollegiet er en selvstændig erhvervsdrivende fond, med en bestyrelse og en administrerende direktør. Den daglige drift og administration varetages af en lille stab af medarbejdere, som du bliver en del af. Stemningen i personalegruppen er god og kulturen bygger på et fundament af fleksibilitet, gensidig tillid og respekt.Vi leder efter en engageret ejendomsinspektør og kollega, som med et personligt overskud ønsker at indgå i et tæt samarbejde med kollegiets mange beboere og øvrige ansatte.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.