Forretningsorienteret Junior Controller søges til nyoprettet stilling
Er du en skarp analytiker med erfaring inden for økonomi og regnskab? Trives du med at arbejde med tal og data for at skabe indsigt og beslutningsgrundlag? Så er du måske den Junior Controller, vi søger til vores team.
Vi er i øjeblikket et hold på 31 dedikerede kolleger, der brænder for at drive CARTAs vækst og succes endnu længere. Vi søger nu en ny kollega til at varetage en bred vifte af opgaver inden for regnskab, bogføring og rapportering. Har du en økonomisk baggrund, og er du nysgerrig på biler og finansiering, vil vi glæde os til at høre fra dig!
Om jobbet
Med vækst følger behov for flere ressourcer og smartere løsninger – derfor har vi brug for dig.
Stillingen som Junior Controller er naturligt forankret i vores Finans-afdeling, der i dag består af syv medarbejdere, som tilsammen udgør bogholderi, løn, administration og inkasso samt vores økonomichef, som du ligeledes vil referere til.
Ligesom i resten af CARTA har vi travlt i Finans, men vi hjælper hinanden, tager én ting ad gangen og går ikke på kompromis med vores faglighed, datadisciplin og service, som er afgørende for hele virksomhedens fortsatte succes.
Som Junior Controller skal du være faglig sparringspartner for økonomichefen i relation til de mange forskellige opgaver, der hører til i en Finans-afdeling, men du skal samtidig kunne fungere på operationelt niveau i afdelingens daglige opgaver.
Konkret kommer du til at arbejde med:
- Controlling og opfølgning på virksomhedens økonomi, diverse ad hoc-analyser og grafisk fremstilling
- Afstemninger og budgetopfølgning
- Klargøring af materiale til revision
- Beregninger, afstemninger og kontrol af afstemninger til måneds-, kvartals- og årsregnskab samt udarbejdelse af rapportering
- Bistå med bogholderimæssige opgaver
- Momsregnskab
- Indberetning til SKAT og Danmarks Statistik
- Diverse opgaver omkring hvidvask
En del af ovenstående opgaver vil involvere samarbejde på tværs af organisationen. Med tiden vil du også få ansvar for at igangsætte, udvikle og implementere nye tiltag og arbejdsgange i tæt samarbejde med økonomichefen.
Din profil
Du har måske en baggrund fra lignende stilling med 1-2 års erfaring eller er nyuddannet inden for regnskab og økonomi, f.eks. Finansøkonom, Financial Controller el.lign. Du har lyst til at prøve kræfter med at arbejde på et operationelt niveau i en in-house funktion.Alternativt har du solid erfaring som bogholder og ønsker at påtage dig en mere analytisk rolle med større ansvar.
Du motiveres af analyseprægede opgaver, fordi du ved, at de rette analyser skaber forretningsmæssig værdi. Du er som person ligeledes ansvarlig, struktureret og detaljeorienteret.
Du trives i et fagligt fællesskab og i rollen som den fagligt stærke specialist, der hjælper dine kolleger med at nå deres mål og sikre høj faglighed. Som person er du åben, nysgerrig og proaktiv, og du går aktivt ind i vores forretningsområde og dine kollegers arbejdsopgaver for at opbygge den viden, der er nødvendig for at kunne løse dine opgaver bedst muligt.
Du skal være rutineret i Excel. Kendskab til konkrete IT-systemer som fx Navision og SKAT vil være en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder
Hos CARTA får du en hverdag i en spændende branche med fart på. Vi sidder sammen i et åbent kontorlandskab med udsigt til Odense Havn. Som arbejdsplads har vi fokus på den enkelte medarbejders bidrag til helheden, og vi er åbne for nye ideer og tiltag, da vi kun kan skabe de bedste resultater i fællesskab.
Alle medarbejdere er omfattet af vores flekstidsordning, og vi tilbyder desuden en lækker frugt- og frokostordning, fri massageordning (sportsmassør), udvidet sundhedsforsikring samt attraktiv lønpakke.
Ansøgning
Er du interesseret i stillingen, så send din motiverede ansøgning samt CV hurtigst muligt til hr@carta.dk
Vi gennemgår løbende ansøgninger og afholder samtaler, indtil vi har fundet den rette kandidat.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte økonomichef Mette Vett på tlf. 23 99 39 00 eller HR-chef Pernille Jacobsen på tlf. 60 22 18 86.
Om CARTA A/S
CARTA-koncernen er et 100 % privatejet finansiering- og leasingselskab, der har eksisteret siden 1989. Vores medarbejderstab er mere end fordoblet de seneste år. Vores ambitioner er høje og via tæt samarbejde med forhandlere i hele Danmark tilbyder vi attraktiv finansiering af biler til både private og erhvervskunder.