Er du Norfors’ nye dygtige Kunde- & Driftsrådgiver med fokus på fjernvarmekundeafregning?
Vil du være med til at skabe et nyt Norfors, der agerer agilt i en forsyningsbranche præget af forandring? Og vil du være med til at udvikle og styrke vores kunde- & driftssupportfunktion? Så er det dig, vi søger som Kunde- & Driftsrådgiver i Norfors!
Sammen skal vi skabe grundlaget for den forandring og omstilling, som Norfors står midt i. Vores affaldsenergianlæg skal selskabsgøres, og vi har påbegyndt en omfattende strategiproces. Mere fjernvarme – og meget mere genbrug og genanvendelse - står på vores aktivitetslister.
Disse forandringer og omstillinger kræver øget beredskab. Derfor er vi ved at supplere vores kunde- & driftsrådgiverfunktion med en stærk profil, som kan løfte opgaverne i forhold til de mange nye krav og forventninger. En central del af opgaveporteføljen er den løbende dialog med kunder og afregning af fjernvarmekunder.
Derfor søger vi en fagligt stærk kommunikator til vores kunde- & driftsrådgiverfunktion, der kan drifte og udvikle området. Du bliver en del af et team på tre medarbejdere, der sammen driver Kunde- & Driftssupport. Der vil derfor være rig mulighed for udvikling og daglig sparring.
Opgaver
I din opgaveportefølje finder du blandt andet:
- Fælles håndtering af generelle henvendelser hos Norfors – skriftlige, telefoniske og fysiske
- Afregning af fjernvarmekunder
- Bogføring af kundeindbetalinger, afregninger, årsopgørelser, etc.
- Udbetaling af manuelle opgørelser
- Administrative idriftsættelser af forbrugere
- Sikring af effektiv kundesupport
- Validering og opdatering af BBR-data
Kompetencer
Kunde- & Driftssupport ligger som del af økonomifunktionen i Norfors, der består af godt ti medarbejdere. Du bliver derfor en del af et større team, hvor samarbejde samt skriftlig og mundtlig kommunikation er afgørende.
Vi tilbyder en spændende og udfordrende stilling i en virksomhed i forandring. Du vil få rig mulighed for at udvikle og påvirke retningen for vores kunde- & driftssupportfunktion, og vi lægger vægt på, at du integrerer din viden og erfaring i vores team.
Vi forestiller os, at du tidligere har arbejdet med kunderådgivning og kundeafregning, er struktureret i din tilgang og skarp til at kommunikere. Erfaring med forbrugsafregning og/eller arbejde med fjernvarme eller forsyning er et plus.
For at få succes i stillingen skal du besidde en vis portion gåpåmod. Da vi står midt i en forandringsproces og har fokus på en ny samarbejdskultur på tværs af organisationen, er der mange ting, du kan være med til at præge.
Derudover forventer vi, at vores nye kunderådgiver:
- Kan sin debit og kredit
- Er initiativrig, udadvendt, nysgerrig og positiv
- Er robust og struktureret
- Har flair for IT
Vilkår
Løn efter relevant overenskomst for stillingen, dine relevante kvalifikationer samt din øvrige baggrund. Vi tilbyder bl.a. en god sundhedsforsikring og en attraktiv pensionsordning.
Ansøgning
Er du interesseret i at få yderligere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at henvende dig til Økonomichef Jeppe Vilstrup Juhl på mail jvj@norfors.dk eller telefon +45 27 14 36 57.
Motiveret ansøgning, CV og andet relevant sendes via knappen "Ansøg" her på siden. Vi indkalder løbende til samtaler, og stillingen vil blive besat, når vi har fundet den rette person.
I Norfors stiller vi om. Vi forbereder os til fremtiden. Vi leverer i dag fjernvarme til 60.000 husholdninger og virksomheder. Fjernvarme skal vi levere til flere. Affaldsenergien bliver selskabsgjort og produkterne på affaldsområdet bliver markedsgjort.Bliv en del af omstillingen hos os, hvis du tror på, at du har evnerne og drivet til at få den grønne omstilling til at ske i virkeligheden.
Vi opfordrer alle uanset alder, kønsidentificering, seksuel orientering, religion og etnicitet til at søge stillingen, fordi vi ved, at et alsidigt og inkluderende miljø er afgørende for at skabe en inspirerende og effektiv arbejdsplads.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.