Timelærer i Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA) til Rytmisk Musikkonservatorium
Timelærere til RMC
Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) søger til studieåret 2025/2026 timelærere inden for en række fagområder. Kontraktansatte timelærere udgør en relativt stor andel af konservatoriets undervisere og deres bidrag er afgørende for uddannelsernes undervisningskvalitet.
RMC ønsker at knytte kontraktansatte timelærere til den fortløbende udvikling af undervisningens faglige og pædagogiske kvalitet, dels gennem inddragelse af timelærere i de respektive faggruppers arbejde, og dels ved at tilbyde længerevarende kontrakter, hvor dette findes muligt og relevant.
Derfor opfordres ansøgere til de opslåede stillinger at søge flere stillinger på tværs af de enkelte fagområder, naturligvis forudsat at ansøger mener at besidde relevante kvalifikationer til dette.
Der søges timelærere inden for følgende områder:
Bacheloruddannelserne Musiker og Komposition:
- Kunstnerisk udviklingsarbejde, herunder Bachelorprojekt
Bacheloruddannelserne Musiker, Komposition og Musikproduktion:
- Musikpædagogik
Bacheloruddannelserne Musiker, Komposition og Musikproduktion:
- Komposition
Bacheloruddannelserne Musiker, Komposition, Musikproduktion og Music Management:
- Kunst – og kulturstudier
Bacheloruddannelsen Musiker:
- Specialisering: Instrumental/vokal performance
Kandidatuddannelserne Music Performance, Music Education og Music Creation:
- Valgfag
Kandidatuddannelsen Music Performance:
- Music Performance
Solistuddannelsen (samtidsmusik):
- Artistic Practice & Research
Ansøgere, der søger flere stillinger, skal indsende én ansøgning pr. stilling.
Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA) og Bachelorprojekt på bacheloruddannelserne Musiker og Komposition
Da en af vores fastansatte undervisere i Kunstnerisk Udviklingsarbejde har orlov i det kommende studieår, søger vi en timelærer til at varetage undervisning inden for fagområdet Kunstnerisk Udviklingsarbejde (KUA), som også omfatter Bachelorprojekt.
Fagområdet Kunstnerisk udviklingsarbejde udgør det centrale fagområde på konservatoriets uddannelser for musikere og komponister og rummer vejledning i relation til de studerendes kunstneriske produktion med vægt på værkskabelse, performance, refleksion, kontekstualisering og projektarbejde.
Bacheloruddannelserne Musiker og Komposition, 1. årgang - Kunstnerisk udviklingsarbejde (KUA) – efterårssemester 2025 og forårssemester 2026:Ét årgangsforløb omfatter 3 timers ugentlig holdundervisning i 10 uger pr. semester, samt 10 timer pr. hold til individuel vejledning; i alt 40 timer pr. hold pr. semester.
Undervisningen gennemføres inden for den på forhånd skemalagte flade onsdage i tidsrummet kl. 09:00-11:50 i efteråret 2025 i ugerne 36-40 og 44-48, og i foråret 2026 i ugerne 9-13 og 17-22.
Der indgår efter nærmere aftale desuden undervisning i forbindelse med relaterede fokusugeaktiviteter, som normeres særskilt.
Bacheloruddannelserne Musiker og Komposition, 3. årgang – Bachelorprojekt – forårssemester 2026:I bachelorprojektet udvikler og gennemfører den studerende et større projekt, som fagligt ligger inden for hovedfaget Kunstnerisk Udviklingsarbejde. Undervisningen forløber bl.a. med udgangspunkt i en projektbeskrivelse, hvor den studerende i dialog med projektvejleder formulerer en række mål, som såvel emnemæssigt som indholdsmæssigt skal afspejle og understøtte fagbeskrivelsens mål for læringsudbytte samt en arbejdsplan for projektet.
Et forløb omfatter både gruppeundervisning og individuel vejledning undervisning, som fordeles jævnt over semesterets 10 uger af underviseren; forløbet omfatter i alt 20 undervisningstimer pr. semester.
Undervisningen gennemføres i foråret 2026 inden for den på forhånd skemalagte flade torsdage i tidsrummet kl. 12:30-15:20 i ugerne 9-13 og 17-22.
Der indgår efter nærmere aftale desuden undervisning i forbindelse med relaterede fokusugeaktiviteter, typisk i uge 8, og som normeres særskilt.
Læs mere om faget og uddannelserne i studieordningen for bacheloruddannelsen Musiker og studieordningen for bacheloruddannelsen Komposition.
Om stillingen
Stillingen omfatter i alt minimum 40 undervisningstimer i efterårssemesteret 2025 samt minimum 60 undervisningstimer i forårssemesteret 2026.
Ansættelsen er tidsbegrænset for en periode på 1 år.
Stillingen omfatter undervisning i det pågældende forløb med tilhørende forberedelse. Desuden forventes timelærerne også at deltage i det faglige og pædagogiske udviklingsarbejde inden for fagområdet Kunstnerisk udviklingsarbejde sammen med de øvrige lærere inden for området, hvilket aflønnes særskilt.
Endvidere medvirker timelæreren normalt som intern censor indenfor fagområdet, hvilket aflønnes særskilt.
Vurdering af ansøgerne
Ved konservatoriets vurdering af ansøgerne lægges der vægt på ansøgernes faglige og tilrettelæggelsesmæssige overvejelser, forslag til undervisningsplaner samt på ansøgernes faglige og undervisningsmæssige kvalifikationer.
Ansættelsesudvalget kan ved besættelse af stillingerne endvidere lægge vægt på mangfoldighed indenfor fagområdet samlet set, for så vidt angår udtryksformer, metoder, indhold, videngrundlag og undervisnings- og arbejdsformer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelse og aflønning sker i henhold til Personalestyrelsens cirkulære af 17. januar 2001 om timelønnet undervisning. Timelønnen er kr. 699,63 (niveau 1.4.2025) pr. undervisningstime inkl. forberedelse, hvortil der kommer feriegodtgørelse på 12,5%.Frigørelsesattest udstedes efter anmodning.
Ansøgning
Ansøgningen skal alene bestå af:
- Ansøgers overvejelser om, hvordan ansøger vil tilrettelægge og gennemføre undervisningen med henblik på at understøtte det specifikke faglige indhold, som beskrevet i studieordningen for de to forskellige forløb. Overvejelsen må gerne have karakter af forslag til undervisningsplaner for begge faglige forløb for så vidt angår indhold, metoder og undervisnings- og arbejdsform samt læse-lytte-referencer.
- Et kort CV, omhandlende ansøgers faglige og undervisningsmæssige profil.
Max. antal anslag: 5.000.
Ansøgers overvejelser om undervisningen og CV’et skal sendes elektronisk senest den 7. maj 2025.
RekrutteringsprocesVi forventer at have afsluttet rekrutteringsprocessen medio juni måned.
Yderligere oplysningerYderligere oplysninger om stillingerne kan fås ved henvendelse til rektor Henrik Sveidahl på hs@rmc.dk
Oplysninger om RMC kan findes på www.rmc.dk.
Rytmisk Musikkonservatorium ser et mangfoldigt uddannelses- og udviklingsmiljø som en forudsætning for at kunne indfri sin vision om – som pionér blandt uddannelses-, videns- og kulturinstitutioner inden for rytmisk musik som samtidskunst, der tiltrækker de bedste studerende og ansatte og uddanner dimittender til det højeste niveau - at skabe værdi for mennesker og samfund og bidrage til udvikling af et bæredygtigt musikliv.
RMC opfordrer derfor alle kvalificerede uanset alder, køn, kunstnerisk baggrund, social baggrund, etnisk baggrund og nationalitet samt individuelle psykiske og fysiske forudsætninger til at søge de ledige stillinger.