Sekretær søges til kursusafdelingen

apartmentDansk Blindesamfund placeFredericia calendar_month 

Vil du være med til at gøre en forskel for blinde og svagsynede? Er du serviceminded og kan lide at hjælpe andre? Så har Dansk Blindesamfunds rehabiliteringsafdeling et spændende og alsidigt job til dig.

Vi har vores daglige arbejdsplads på Fuglsangcentret i Fredericia, hvor vi udbyder mere end 100 kurser årligt, tilrettelagt for blinde og stærkt svagsynede. Vi er 11 medarbejdere med synshandicap og fire seende sekretærer, som i tæt samarbejde udvikler og gennemfører en mangfoldighed af aktiviteter og kurser for Dansk Blindesamfunds medlemmer.

Hertil kommer en gruppe af dygtige og erfarne timelærere, som hovedsageligt har et synshandicap.

Ud over at løse forskellige former for sekretæropgaver, så vil du også være ansat som personlig assistent for dine synshandicappede kolleger, hvor der vil være behov for at ledsage på opgaver ud af huset, finde materialer og gøre dem tilgængelige, tjekke lokaler og være behjælpelig efter behov.

Arbejdstiden ligger primært inden for normal arbejdstid, men aften- og weekendarbejde kan forekomme.

Dine kvalifikationer:

  • Du er en stabil teamplayer med sans for tværgående samarbejde.
  • Du arbejder struktureret med godt overblik og er samtidig detaljeorienteret og indstillet på en varieret arbejdsdag.
  • Du kan arbejde selvstændigt, er proaktiv og sikrer overholdelse af deadlines.
  • Du er velformuleret og kommunikerer klart og præcist i både skrift og tale.
  • Du motiveres af samspillet mellem mennesker og finder glæde i at være serviceminded og hjælpsom og gøre en forskel for andre.
  • Du kan bevare det gode humør – også når vi har travlt.
  • Du er kontor- eller sekretæruddannet.
  • Du har erfaring med at bruge Windows 11, Microsoft Office 365, Teams og Zoom.
  • Du har erfaring med digital kursusadministration, idet vi arbejder i et digitalt system, som bygger på Business Central.

Dine arbejdsopgaver vil omfatte:

  • Kursusadministration, herunder booking af kurser og arrangementer, administrering af tilmeldinger, fakturering samt mundtlig og skriftlig kommunikation med undervisere og kursister.
  • Korrekturlæsning, udarbejdelse af materialer, referater, brevskrivning m.m.
  • PA-opgaver. Herunder ledsagelse på opgaver ude af huset, finde materialer og gøre dem tilgængelige, tjekke lokaler og være behjælpelig efter behov.
  • Pasning af telefon.
  • Samarbejde og kommunikation med driften på Fuglsangcentret i forbindelse med afvikling af kurser og arrangementer.

Stillingen er på 30 timer med fastansættelse i afdelingen for Rehabilitering og Rådgivning med tilknytning til kursusafdelingen. Din arbejdsplads vil være på Fuglsangcentret, Søndermarksvej 150, 7000 Fredericia.

Løn og pension efter gældende overenskomst.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte leder af kursusafdelingen Jannie Hammershøi på jah@blind.dk eller tlf. 23 40 92 10.

Ansøgningsfrist:

Vi planlægger at holde jobsamtaler ultimo marts med forventet tiltrædelse snarest muligt, dog senest den 1. maj 2025.

Send din ansøgning og dit CV til job@blind.dk senest den 16. marts.

Om Dansk Blindesamfund:

Dansk Blindesamfund er en interesseorganisationen for mennesker med synshandicap.

Hver dag arbejder vi for, at blinde og svagsynede kan deltage og bidrage på linje med alle andre. At flere får en uddannelse, at flere kommer i beskæftigelse, at færre er ensomme, at flere lever et aktivt og selvstændigt liv, og at flere er sunde og dyrker motion.

Vi tilbyder rehabilitering, rådgivning, kurser, netværk og støtte, når synet svigter. Vi arbejder for bedre politiske rammer og rettigheder for mennesker med synshandicap i Danmark, og vi mobiliserer virksomheder, uddannelsesinstitutioner, civilsamfund og andre i at fremme forståelse og muligheder for blinde og svagsynede.

Vi arbejder også for, at færre mister synet i fremtiden. Vi vil gerne have færre medlemmer! Vi laver derfor kampagner, der forebygger øjensygdomme, og vi støtter hvert år uafhængig øjenforskning med store beløb.

Endelig støtter vi også søsterorganisationer i udviklingslandene og bidrager til forebyggelse, rehabilitering og politiske forandringer til gavn for blinde og svagsynede i Asien og Afrika.

Vi er en uafhængig, privat medlemsorganisation. Vores øverste ledelse er hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Vi har ca. 200 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Høje Taastrup, Fuglsangscentret i Fredericia og rundt om i hele landet.

Kursusafdelingen i Dansk Blindesamfund:

Siden 1956 har Dansk Blindesamfund tilbudt kurser og aktiviteter for blinde og svagsynede. Kurserne bliver afholdt på Fuglsangcentret i Fredericia.

Dansk Blindesamfund er specialister i at samle mennesker op, når et synstab vælter dem omkuld. Det skyldes blandt andet Dansk Blindesamfunds kurser og aktiviteter for blinde og svagsynede på Fuglsangcentret. Udbuddet er så stærkt og varieret, at det imødekommer de flestes interesser.

Kurserne er helt unikke i både form og indhold, fordi de er skræddersyede til mennesker med synshandicap, og fordi underviserne selv er blinde eller svagsynede.

Et alvorligt synstab påvirker hele tilværelsen, uanset om det sker pludseligt eller gradvist.

Igangværende uddannelsesforløb eller erhvervskarriere er i fare for at blive afbrudt. Interesser og hobbyer, som giver glæde og indhold i livet, bliver ofte opgivet. Relationerne til de nære pårørende samt til familie og venner kan blive alvorligt forstyrret eller i sidste ende helt ødelagt.

Det er helt afgørende, at de mere end 2.000 mennesker, der hvert år rammes af et alvorligt synstab, får tilbud om hurtig hjælp, inden risikoen for depression og isolation bliver til virkelighed.

Du kan læse mere om os på vores hjemmeside:

Dansk Blindesamfund – Landsforening af blinde og svagsynede

apartmentKragelund EfterskoleplaceHedensted, 23 km fra Fredericia
Da vores nuværende sekretær går på velfortjent pension, søger Kragelund Efterskole en ny dygtig sekretær pr. 15/6 2025 eller snarest derefter. Stilling er en fuldtidsstilling. Kragelund Efterskole er en attraktiv og udviklingsorienteret efterskole...
apartmentDUOS A/SplaceOdense, 44 km fra Fredericia
SPS-sekretær søges snarest til kvindelig studerende Hun læser til Sosu assistent på SOSU Fyn Pga. skadet arm, har hun brug for hjælp til notetagning i Matematik timerne ca. 6-10 timer om ugen efter aftale og behov. Mødetiderne er fra 12:00 - 15...
apartmentPatriotisk SelskabplaceOdense, 44 km fra Fredericia
Kunne du tænke dig at være juridisk sekretær i et team, der servicerer landets dygtigste jordbrugsvirksomheder? Vil du være en del af en fagligt og socialt stærk afdeling, hvor vi hjælper hinanden, når det er nødvendigt, og hvor du vil opleve stor...