Roskilde Universitet søger to nye bestyrelsesmedlemmer pr. 1. april 2025
Vær med til at styrke RUC’s position og rolle i samfundet
Roskilde Universitet søger to nye eksterne medlemmer til bestyrelsen, som vil være med til at forme fremtiden for universitetet og sikre, at RUC forsat står stærkt og tydeligt placeret og profileret i universitetslandskabet.
Roskilde Universitet er kendt for at gå foran med en innovativ tilgang til forskning, uddannelse og samarbejde. Vi søger to nye bestyrelsesmedlemmer, der med personligt engagement og passion vil være med til at sikre, at de store samfundsdagsordener, som f.eks. bæredygtighed, grøn omstilling, digitalisering og kunstig intelligens, integreres og balanceres i universitetets langsigtede strategi.Som medlem af universitetets bestyrelse kan du sætte dit præg på vores strategiske udvikling og sætte rammerne for vores engagerede studerende og medarbejdere.
Du får et medansvar for at sikre, at RUC fortsat leverer værdifuld ny viden og uddannelse, der ruster de studerende og samfundet som helhed til en omskiftelig og globaliseret verden, hvor komplekse udfordringer kræver innovative løsninger på tværs af sektorer og discipliner.
Bestyrelsens opgaver i de kommende år
Universitetslandskabet i Danmark er under forandring – med reform af universitetsuddannelser, faldende ungdomsårgange og høj konkurrence om de unge. Der er fokus på udvikling af nye efter- og videreuddannelser til arbejdsmarkedets behov, og konkurrencen om eksterne forskningsmidler til universiteterne er høj.
I dét landskab skal du – sammen med den øvrige bestyrelse – være med til at realisere RUC’s strategi 2030: Interconnected, og styrke Roskilde Universitets position som et stærkt og ambitiøst universitet med en tydelig forsknings- og uddannelsesprofil.Bæredygtig udvikling, digitalisering, kommunikation, sundhed og demokrati er nøgleområder i den forbindelse.
RUC’s eksterne forskningsfinansiering er i vækst, og i den kommende periode vil der være mulighed for at videreføre denne positive udvikling ved at sikre, at RUC fortsat kan hjemtage forskningsmidler, der kommer både universitetet og samfundet til gavn.
Også samfundets behov for efter- og videreuddannelse vil være i fokus i den kommende periode. Sammen med resten af bestyrelsen skal du være med til at sikre, at Roskilde Universitet realiserer sine muligheder som en stærk og anerkendt leverandør af relevante uddannelsestilbud, der matcher arbejdsmarkedets behov.
Kompetenceprofil for de to nye medlemmer
Ifølge universitetsloven og vedtægten for RUC skal bestyrelsens eksterne medlemmer tilsammen have erfaring og indsigt i forskning, forskningsbaseret uddannelse, videnformidling, videnudveksling og universitetets opgaveområder med henblik på at kunne varetage den overordnede og strategiske ledelse af universitetet.
De nye medlemmers profiler skal derfor komplementere hinanden og ses i sammenhæng med de øvrige bestyrelsesmedlemmers baggrund og erfaringer.
RUC søger bestyrelsesmedlemmer, der deler universitetets dybe engagement for at flytte samfundet fremad gennem forskning, uddannelse og samarbejde med omverden. Du skal have lyst til at engagere dig, tage ansvar og være en aktiv medspiller i at sikre, at universitetets visioner bliver til virkelighed.
De kommende medlemmer af bestyrelsen skal have en kandidatuddannelse eller en uddannelse på tilsvarende niveau og gerne være aktive ledere på strategisk niveau. Der lægges vægt på, at de kommende nye eksterne medlemmer lever op til gerne flere af følgende kriterier:
- Indsigt i samfundsforhold og i universitetets samspil med det omgivende samfund, herunder institutioner, organisationer og virksomheder
- Indsigt i fremtidens arbejdsmarked og i nye kompetencebehov
- Erfaring fra en erhvervspolitisk kontekst
- Erfaring med samarbejde med et politisk niveau
- Indblik i digitaliseringens muligheder og risici
- Godt netværk og vilje til at udvikle relationer til relevante interessenter
Bestyrelsen for Roskilde Universitet
Bestyrelsen består af 9 medlemmer, herunder 5 eksterne, som sammen bærer ansvaret for universitetets overordnede drift og strategiske udvikling.
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for, at Roskilde Universitet bedriver forskning og tilbyder forskningsbaserede uddannelser på højeste internationale niveau inden for sine fagområder.
Bestyrelsen skal også sikre, at universitetets forskning og uddannelser udvikles løbende, og at universitetets midler forvaltes effektivt og til størst mulig gavn for samfundet.
Læs mere om bestyrelsen for Roskilde Universitet
Proces for udpegning
Udpegningen af nye eksterne medlemmer sker ved, at interesserede kandidater indsender en motiveret interessetilkendegivelse til RUC’sIndstillingsorgan. Indstillingsorganet behandler interessetilkendegivelserne og indstiller kandidater til RUC’s Udpegningsorgan, som foretager den endelige udpegning af eksterne bestyrelsesmedlemmer.
Ønsker du at tilkendegive din interesse som medlem af RUC’s bestyrelse, skal du uploade et CV og en kort interessetilkendegivelse senest den 18. november 2024 gennem Roskilde Universitets Jobunivers
Roskilde Universitet tilstræber så vidt muligt en ligelig sammensætning af kvinder og mænd i bestyrelsen og ledelsen i henhold til § 11, stk. 1 i ligestillingsloven.
Hvis du har spørgsmål til opslaget, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesformand Carsten Toft Boesen på tlf. 2141 8344.
Roskilde Universitets fornemmeste opgave er eksperimenterende, nyskabende former for læring, forskning og problemløsning, som flytter samfundet fremad. Vi uddanner kompetente tværfaglige kandidater og skaber videnskabelige resultater af højeste kvalitet gennem åbenhed, involvering og videndeling.
Roskilde Universitet har ca. 6.500 studerende, 900 ansatte og 800 mio. kr. i årlig omsætning.