Udstillingsleder til Verdensarvscentret ved Roskilde Domkirke
Er du klar til at tage føringen i udviklingen af udstillinger i verdensklasse om arkitektur og kongelige grave?
Du har nu en helt særlig mulighed for at være med til at forme den kommende formidling af verdensarven ved Roskilde Domkirke Verdensarvscenter. Til en sjælden og attraktiv opgave søger vi nemlig en erfaren projektleder for udstillingsgruppen ved det kommende Verdensarvscenter ved Danmarks kongelige gravkirke, Roskilde Domkirke.Her vil du være med til at skabe unikke oplevelser og fortællinger, der sætter fokus på Danmarks kulturarv og UNESCO verdensarv.
Verdensarvscentret, beliggende i dele af det historiske Lauritz de Thurahs Palæ, lige ved siden af Domkirken, vil åbne dørene for en ny æra af formidling, der forbinder fortidens storhed med nutidens nysgerrighed.
Roskilde Domkirke er et enestående monument over 800 års arkitektonisk udvikling og kongelig historie. Med sin placering på UNESCO’s verdensarvsliste er Domkirken et symbol på Danmarks rige traditioner, og Verdensarvscentret vil fungere som et centralt knudepunkt for at udforske og forstå denne arv.Vores ambition er at skabe en helstøbt oplevelse, hvor besøgende i centret og kirken går hånd i hånd, og hvor det gamle og det nye smelter sammen.
Som udstillingsleder får du operationelt ansvar for at sikre, at visionerne for formidlingen bliver realiseret i udstillingerne. Din vigtigste opgave bliver at forstå og balancere den kvalitative ambition med de praktiske og økonomiske rammer for at opnå det bedst tænkelige resultat for publikum i de fredede og historiske rammer.
Verdensarvscentret realiseres gennem fondsstøtte. Jobbet vil være en projektansættelse på tre år, med mulighed for forlængelse, når Verdensarvscentret går i drift. Dit daglige arbejde vil foregå med afsæt på Roskilde Museum, lige ved siden af Domkirken.
Dine ansvarsområder er at:
- Projektlede et tværfagligt, kreativt projektteam bestående af dygtige designere og fagpersoner fra projektorganisationen, museumsorganisationen ROMU samt samarbejdspartnere hos Kongernes Samling.
- Skabe engagement og sikre, at alle arbejder i samme retning mod fælles mål – med fokus på brugeroplevelsen.
- Varetage fremdriften af udstillingsprojektet, herunder budgettering og leverancer af udstillingsindhold efter tydeligt definerede mål og milepæle.
- Bidrage til udviklingen og kvalificeringen af formidlingsprogrammet og udbudsmaterialet.
- Styre processen som en del af Verdensarvscentrets eget team med udstillingsprojektet i tæt dialog og samarbejde med de byggeansvarlige projektledere.
Vi forventer, at du:
- Er en dygtig projektleder med dokumenteret erfaring (mindst tre år) med udvikling og opbygning af udstillinger i international høj klasse fra andre kulturinstitutioner.
- Har dokumenteret erfaring med projektstyring og økonomistyring.
- Er en god og engagerende teamleder, der kan omsætte kompleks kulturhistorisk viden til enestående og tilgængelige publikumsoplevelser.
- Har stor forståelse for tidssvarende udstillingsgreb og formidlingsteknikker, der engagerer og oplyser publikum.
- Har viden om det velfungerende samspil mellem fredede bygninger og udstillinger.
- Stillingen kræver fleksibilitet og det er vigtigt, at du er lydhør, inddragende og evner at finde på gode, kreative løsninger i processer, der involverer mange forskellige fagligheder og interessenter fra kulturliv, kirkeliv, erhvervsliv mv.
Hvad kan du forvente?
Med reference til projektchefen vil du være en nøgleperson i et inspirerende projekt, der vil tiltrække besøgende fra hele verden og give dem en dybere forståelse for Roskilde Domkirke som verdensarv og som udtryk for Danmarks kongelige historie og kulturarv.
Dine beslutninger vil have direkte indflydelse på, hvordan vi præsenterer vores fælles arv for fremtidige generationer. Dine erfaringer og dine personlige kompetencer vil bidrage til, at et meget væsentligt projekt for hele nationen bliver en succes.
Stillingen er på fuld tid, 37 timer pr. uge, og forventes besat pr. 1. juni 2025 eller snarest derefter.
Ansættelsesvilkår fastsættes på baggrund af dine kvalifikationer og erfaring. Har du spørgsmål, så kontakt projektchef, Lena Bruun Jensen på lenabj@romu.dk eller mobil 5359 1966.
Ansøgning
Ansøgning med CV og relevante bilag sendes til roskildedomkirke@verdensarvscenter.dk. Ansøgningsfrist: 21. april 2025. Vi forventer at afholde samtaler den 28. april og 9. maj. Vi ser frem til at høre fra dig!
Om Roskilde Domkirke Verdensarvscenter
En rejse gennem tid og rum, der forbinder fortiden med fremtiden. Verdensarvscentret er finansieret af A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Roskilde Kommune, Kulturministeriet samt Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond. Verdensarvscentret har museumsorganisationen ROMU som operatør og ledes af direktør Morten Thomsen Højsgaard.
Læs mere på: www.verdensarvscenter.dk