Søren Kanne-skolen søger to lærere til indskolingen, gerne med specialpædagogisk viden - Grenaa
Pr. 1. august 2025 søger vi en lærer til afdeling Vestre og en lærer til afdeling Østre der kan undervise i grundfagene på 0.-2. årgang. Stillingen er en fast fuldtidsstilling.
Vi søger en lærer der i fast samarbejde med vores dygtige pædagoger, skal stå for en mindre klasse (NEST-lignende) på 0. årgang. Lærer og pædagog skal minimum følge klassen til og med 2. årgang.
En spændende opgave, hvor du får stor indflydelse på udførelsen, og hvor der vil være et tæt samarbejde med de andre 0. klasser på årgangen, samt sparring fra teamet i de tilsvarende klasser på 1. og 2. årgang.
Søren Kanne-skolen er opkaldt efter en lokal helt, der engang satte alt på spil for at redde andre i nød. I dag står han som en statue foran kirken med sit reb. Det er sjovt med en fælles referenceramme i lokalområdet, men samtidig er vi stolte af et navn, som minder os om hvor stor en forskel vi kan gøre for andre, når vi møder verden med mod og gejst.Og når vi har de rette redskaber ved hånden.
Søren Kanne-skolen består af fire afdelinger.Afdeling Vestre ligger centralt i Grenaa, og har ca. 450 elever fra 0. til 6. klassetrin. Afdeling Østre er placeret tæt på havnen og består af ca. 300 elever fra 0.-6. klassetrin.
Udover de to afdelinger består vi også af afdeling Toubro med ca. 75 elever fra 0.-6. årgang og afdeling Søndre med ca. 370 elever. Vi er ca. 180 ansatte på de fire afdelinger.
Vi har stærke faglige fællesskaber og ekstra ressourcer til nye lærere. Nye lærere får et særligt introforløb og en mentor tilknyttet. Nyuddannede lærere reduceres med to ugentlige lektioner i det første skoleår.
Vores fysiske rammer er velholdte, og du vil opleve at vi har mere plads til eleverne end mange andre steder. Rammebetingelserne svarer til andre østjyske kommuner, men vi kan tilbyde en organisation, hvor betingelserne for dialog og medindflydelse er gode.
Vi ønsker, at du:
- Arbejder med udgangspunkt i fællesskabet og deri alles mulighed for plads i dette.
- Har lyst til at skabe relationer og tror på værdien af tydelig klasseledelse, herunder meget tydelig struktur og forudsigelighed.
- Møder barnets udfordringer med en nysgerrighed og undersøgende tilgang.
- Ser forældrene som en aktiv og vigtig samarbejdspartner.
- Kan lide at indgå i et åbent og udviklingsorienteret samarbejde med dine kolleger om eleverne og undervisningen.
- Er optaget af ordentlighed, ansvar og faglighed. Humor trækker ikke ned.
Hvis din nysgerrighed er fanget, kan du finde os på Facebook, besøge vores website https://soerenkanne-skolen.aula.dk eller ringe til skoleleder Jacob Hørlyk på telefon 20 43 90 72.
Man er også velkommen til at aftale et besøg på skolen.
Ansøgningsfristen er senest torsdag d. 1. maj 2025.
Der afholdes samtaler i uge 19, eller i starten af uge 20.
Vores Norddjurs
I Norddjurs kommune arbejder vi ud fra værdierne tillid, ordentlighed, udvikling og fællesskab, som er beskrevet i vores organisations- og ledelseskodeks Vores Norddjurs.
De fire værdier er grundlaget for organisationens virke og er med i alt, vi gør. Kodekset sætter en fælles retning og er dét, der binder os sammen. Værdierne lever i den daglige praksis og i den måde vi arbejder og samarbejder på. Værdierne udspiller sig på alle ledelses- og medarbejderniveauer, samt i mødet med borger og omverden.
Læs det fulde organisations- og ledelseskodeks her:
Vores Norddjurs - Organisations- og ledelseskodeks