Relationskompetent, selvstændig og ambitiøs lærer med linjefag i matematik til vores specialklasser på Vissenbjerg Skole
Så er vi klar til at tage imod dig med åbne arme!
En af vores dygtige lærere går på pension, så vi er på udkig efter en ny kollega, der kan fylde hendes sko ud.
Vi ved, at der heldigvis er mange dygtige lærere derude, så vi går tillidsfuldt til opgaven :)
Stillingen er på 37 timer om ugen og med tiltrædelse 1. januar 2025.
Om dig
Du får stjerner i øjnene, når du tænker på den forskel, du kan gøre for vores elever i specialklasserne.
Du inddrager eleverne, differentierer din undervisning og laver spændende undervisning.
Du har i høj grad eleverne på sinde. Af natur lyser du på det gode og tror på det enkelte menneskes potentiale, og det smitter af på din måde at møde elever, forældre og kolleger.
Du er rummelig, tålmodig, rolig og hviler i dit selv, og du oplever, at din ro smitter af på eleverne. Du vil noget med eleverne og fejrer det med dem, når du ser, at de rykker fagligt og socialt.
Du ved, at din klasseledelse via professionel relationskompetence, struktur, forudsigelighed og genkendelighed er afgørende for, at du får alle med i et trygt og inspirerende læringsmiljø.
Du er en holdspiller og har regnet ud, at 2+2=5, når vi er i lærende fællesskaber sammen, og du ser værdien i det tværprofessionelle samarbejde.
Du må gerne have erfaring med specialundervisning, men det er ikke en forudsætning for at komme i betragtning til jobbet.
Det allervigtigste er, at du brænder for at arbejde med denne målgruppe af elever, hvor mange kommer med en kedelig skolehistorie, men hvor du kan gøre en forskel, så de får skoleglæden igen og føler sig som en vigtig del af fællesskabet.
I dette skoleår består skemaet primært af matematik i MKL (specialklassen på mellemtrinnet) og i UKL (specialklassen i udskolingen), og derudover idræt, trivsel, madkundskab og to-lærertimer.
Næste skoleår kan du byde ind i fagfordelingen, også i almendelen – meget gerne med musik, håndværk/design, tysk og hvad du ellers kan byde ind med – men tilhørsforholdet vil være i specialklasseregi.
Om os
Vissenbjerg Skole er den største folkeskole i Assens Kommune.
Vi har ca. 600 skønne elever, og vi har 2-3 spor fra 0.-9. kl. Skolen er inddelt i indskoling, mellemtrin og udskoling.
Derudover har vi en specialklasserække med en specialklasse i hver afdeling og en lille LKT-afdeling.
Vores dejlige SFO har godt 200 børn, og har fantastiske rammer. Skolen har gode faciliteter både inde og ude, for både børn og voksne.
På Vissenbjerg Skole tror vi på, at vi først er gode, når alle er gode, og vi står på et fundament af fællesskab og skaberkraft.
Vi sigter efter at samarbejde som et professionelt lærende fællesskab, og her får du mulighed for at være med til at udvikle en lærende kultur, hvor vi bliver dygtigere og skaber løsningerne sammen.
Vi er omgivet af dygtige koordinatorer, vejledere, lærere og pædagoger, som alle hver dag står på tæer for at lykkes med elevernes trivsel og læring.
Tonen er uformel og humoristisk, men tag ikke fejl – vi er hamrende ambitiøse, selv om vi har det sjovt imens.
Ansættelsesproces
Vi skal have din ansøgning, dit cv og relevante bilag (eksamensbevis, udtalelser mm) elektronisk senest den 5. november 2024.
Vi afholder samtaler den 13. november fra kl. 9.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesforhold er i henhold til gældende aftale mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation.
Vi gør opmærksom på, at børne- og straffeattest indhentes ved ansættelse.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte leder af udskolingen Pia Bendixen på tlf. 23 39 85 01, eller skoleleder Gitte Kondrup på tlf. 24 24 75 67, hvis du har spørgsmål.
Flyt til Vestfyn
Tænker du at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.
Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.
Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=fc4891e4)