Dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten

apartmentDomstolsstyrelsen placeKøbenhavn calendar_month 

Sø- og Handelsretten søger dygtige jurister, som trives med at træffe selvstændige beslutninger.

Som dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten får du:

  • et højt kvalificeret, juridisk arbejde inden for særligt insolvensskifteret
  • et meget selvstændigt arbejde med stort ansvar fra starten
  • en stor kontaktflade til borgere, virksomheder, myndigheder mv.

Du kan søge, uanset om du er erfaren jurist eller (kommende) nyuddannet. Vi tilpasser dine opgaver og din uddannelse efter den erfaring, som du kommer med.

Du vil som dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten indgå i et fagligt udfordrende miljø med et stærkt kollegialt fællesskab og stor mulighed for sparring. Du får hurtigt dine egne sager, som du har ansvaret for at behandle og træffe afgørelse i.

Som en naturlig del af dit arbejde har du meget kontakt med rettens brugere.

Stillingen kan have interesse for dig, hvis:

  • du ønsker en karriere ved domstolene, eller hvis du f.eks. er ansat i en offentlig myndighed eller som advokat og ønsker at få et bredere indblik i forskellige retsområder, sagstyper og arbejdsmetoder
  • du gerne vil blive dygtigere til juridisk sagsbehandling og mundtlig og skriftlig formidling
  • du er nysgerrig efter at få indsigt i, hvordan vigtige og vanskelige sager overvejes og afgøres
  • du gerne vil have bedre kendskab til retsarbejde.

Et målrettet uddannelsesforløb

Som nyansat dommerfuldmægtig ved Danmarks Domstole gennemgår du en grunduddannelse, som typisk tager tre år. Hvis du har mere end tre års relevant erhvervserfaring, kan uddannelsesforløbet forkortes, ligesom du muligvis kan færdiggøre hele grunduddannelsen ved Sø- og Handelsretten.

Har du mindre end tre års relevant erhvervserfaring, skal du efter ét til to år ved Sø- og Handelsretten rokere videre til en byret – typisk i Storkøbenhavn – for at færdiggøre grunduddannelsen dér.

Dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten

Sø- og Handelsretten er en specialdomstol, der behandler insolvensskiftesager og visse erhvervsrettede sager i henhold til retsplejelovens § 225. Vi er i alt ca. 43 medarbejdere, heraf seks dommere, 15 retsassessorer og dommerfuldmægtige (heraf syv under grunduddannelse), fem jurastuderende og ca.

17 administrative medarbejdere.

Som dommerfuldmægtig i Sø- og Handelsretten starter du i Sø- og Handelsrettens skifteret, hvor alle insolvensskiftesager i Storkøbenhavn behandles. Det er typisk sager om konkurs, gældssanering, tvangsopløsning og rekonstruktion. I skifteretten veksler du mellem at afholde retsmøder i sagerne og behandle en portefølje af verserende insolvensskiftesager.
Efter ca. et år kan du rokere videre til retsafdelingen, som behandler et udsnit af særlige erhvervsrettede sager om især international erhvervsret, immaterialret (ophavsret, patenter og varemærker mv.), transportret, konkurrenceret og markedsføringsret.

I retsafdelingen er den primære opgave at bistå en dommer med at behandle og afgøre de civile sager. Du skal således gå med dommeren i retten under hovedforhandlingerne og herefter udarbejde udkast til dom. Herudover vil du få mulighed for at behandle sager om konkurskarantæne, både ved hovedforhandlinger og på skriftligt grundlag.

Uddannelsesforløbet og dine opgaver vil altid blive tilrettelagt under hensyn til dine tidligere erfaringer og i tæt dialog mellem dig, din nærmeste leder og den uddannelsesansvarlige ved retten.

Efter afslutningen af grunduddannelsen fortsætter du som dommerfuldmægtig ved domstolene, og du kan søge ledige dommerfuldmægtigstillinger ved andre retter ved interne opslag. Domstolenes grunduddannelse giver dig et solidt fundament for en fortsat karriere ved domstolene eller på en anden juridisk arbejdsplads.

Du kan læse mere om kompetence- og karriereudvikling for dommerfuldmægtige ved Danmarks Domstole her.

Vi forventer, at du:

  • har særdeles gode teoretiske kvalifikationer
  • er parat til at træffe beslutninger af stor betydning
  • kan arbejde selvstændigt og har gennemslagskraft
  • har gode kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt
  • er interesseret i samfundsforhold
  • udviser respekt og ordentlighed i din kommunikation og omgang med andre.

Ansættelse og løn

Som dommerfuldmægtig bliver du ansat med retterne som ansættelsesområde. Grunduddannelsen gennemføres som udgangspunkt ved én ret, hvis du starter i en byret, men vi forventer, at du rokerer mellem de enkelte retter i løbet af din karriere.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til akademikeroverenskomsten.

Mere om stillingen og os

Du kan læse mere om domstolene og jobbet som dommerfuldmægtig på www.domstol.dk under punktet ”Job” i topmenuen. Her kan du bl.a. finde en video om jobbet.

For yderligere oplysninger om stillingen og arbejdet som dommerfuldmægtig kan du kontakte Asger Weber, Domstolsstyrelsen, på tlf. 2332 2766 eller Thomas Finne Andersen, sekretariatschef i Sø- og Handelsretten, på tlf. 2489 0265.

Stillingerne er ledige snarest efter nærmere aftale. Du bedes skrive i din ansøgning, hvornår du er interesseret i at tiltræde en stilling.

Når du har besluttet dig for at søge

Stillingerne søges elektronisk på www.domstol.dk under ”Job”.

Du skal vedhæfte CV, afsluttende bachelor- og kandidatbevis, der angiver karakterer og karaktergennemsnit, samt eventuelle udtalelser.

Ansøgningen skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest onsdag den 23. april 2025, kl. 12.00.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 18 og 19 i Sø- og Handelsretten.

Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingerne uanset personlige forhold som alder, køn, race, etnisk tilhørsforhold mv.

apartmentDomstolsstyrelsenplaceKøbenhavn
at du har bestået den juridiske kandidateksamen. Målgruppen for landsretskonstitutioner er alle jurister, der overvejer en karriere som dommer, samt dommerfuldmægtige. En konstitution forudsætter normalt, at du har mindst 8-10 års relevant juridisk erhvervserfaring...
local_fire_departmentHaster

Salgsassistent til Flagship Store

apartmentOscar Jacobson Denmark ApSplaceKøbenhavn
på tværs af vores tre butikker i København. Din vigtigste opgave vil være at sælge og give vores kunder en unik oplevelse. Vi tilbyder dig et udfordrende job og et inspirerende arbejdsmiljø, hvor du får mulighed for at deltage i udviklingen af Oscar...
apartmentFærgekroen i TivoliplaceKøbenhavn
Tjener/bartender servicerer vores gæster og sætter en ære i at give dem en optimal oplevelse. Du har erfaring indenfor branchen og kan lide at have travlt og arbejde selvstændigt i højt tempo. Du har et godt humør, er smilende, serviceminded og...